Mit fulde navn er Peter Wilkens Nielsen, fynsk model 1946.
Som for de fleste startede det med et "idiotsikkert" kamera med ganske få indstillinger. Afsløringen af evt. vellykkede fotos måtte vente, indtil papirbillederne kunne afhentes efter fremkaldelse.
Omkring årtusindskiftet blev der anskaffet et lille digitalt Olympus C-1 (1,3 MP),
og der kunne bare skydes løs, indtil resultatet var tilfredsstillende.
I 2005 tog jeg så springet til et digitalt Olympus spejlreflekskamera. En hjælpsom fotohandler og et Libris-hæfte hjalp mig godt på vej til at forstå indstillingerne.
Da det kompakte Panasonic Lumix DMC-TZ100 (med Leica-optik og en stor chip) viste sig at kunne dække mit fotobehov, blev det uhåndterlige udstyr sendt på pension, og i en snæver vending og til visse motiver er min smartphone et tilfredsstillende alternativ/supplement.
Hjemme på "værkstedet" får stort set alle mine fotos den sidste finish ved anvendelse af nogle få værktøjer i Adobe Photoshop Elements.
RAW-formatet har jeg aldrig beskæftiget mig med. Jpg-formatets begrænsninger kender jeg, men det lever fuldt ud op til mine krav.
Det behøver ikke at være kompliceret at tage et godt foto.
Det gode motiv, lyset, farverne og ikke mindst kompositionen er langt vigtigere
end en fordybelse i de mange mere eller mindre unødvendige indstillingsmuligheder,
som fremgår af manualen til kameraet - min er på 406 sider.
Du er velkommen til at kontakte mig på poppe4466@gmail.com eller på 81 63 66 25.